Tabu.

Nogen gange kommer den luskende, snigende og overfusende...
Følelsen hvor man bare ønsker det skete for naboen, billisten i den bil, der netop pløjede gennem en kæmpe vandpyt som var tæt på at ramme dig, tankpasseren som altid er så enormt smilende... ja sågar ens veninde... alle andre end en selv!

Det er så tabu belagt at være den hvor storken ikke kommer.
Man spørger sig selv: Har den forlagt adressen eller givet ens baby til den forkerte?

Nej, der er vidst ikke sket en fejl, den er god nok... Vi kan ikke selv på naturligvis få børn...
Den følelse er vel i bund og grund ikke en man kan dele med nogen, man kan ikke trøstes og ikke forståes.
Men hvorfor er det lige mig der skal være i den situation?
Hvorfor er vi så opsatte på at vedligeholde en facade, bagatellisere det og fremstille os selv som super women, der kan klare alverdens problematikker og stadig opretholde et blændende smil!

Måske er det på tide at åbne op for tabu-posen og ikke være så blege for at sige: Nej, jeg fik ikke hole in one, og det hjælper mig ikke at i fortæller hvor hurtigt det gik for jer!